torsdag den 16. juli 2015

Jeg er forelsket

Hej piger


Der sker faktisk en hel del i scrapkælderen for tiden. Jeg er bare ikke nået til at blogge om det :-)


Men i dag er jeg blevet så forelsket, at jeg må dele det med jer.


Disse fugle og tilhørende dies er skøøøøøøøøøøøøøøøøøøønnnnnnneeeeeeeeeeeeee


http://timholtz.com/sneak-peek-bird-crazy-with-sizzix/


Hyg jer
Ragna

søndag den 1. februar 2015

Scraprummet er blevet brugt flittigt

Jeg fik lovet mere end jeg kunne holde med januarlisten. Men den satte mig i gang med at scrappe på næsten daglig basis igen, og det er rigtigt skønt. Jeg har købt en del scrapting brugt på nettet på det seneste, og det er dejligt også at få tingene brugt.

Januars liste 2015 så sådan her ud og jeg nåede de ting, der er markeret med fed

1: Bruge min fotoprinter 5 gange
2: Scrappe sammen med andre 3 gange
3: Købe noget brugt
4: Udgive 3 blogindlæg
5: Scrappe project life uge 1
6: Scrappe project life uge 2
7: Scrappe project life uge 3
8: Tage fotos af mindst 10 forskellige ting/begivenheder
9: Farvelægge 5 stempeltryk
10: Sælge minimum 1 kort på markedet i Borris
11: Bruge 10 forskellige rester
12: Brug minimum 3 aftener i scraprummet i kælderen - vær kreativ
13: Bruge et stempelsæt, som jeg endnu ikke har brugt
14: Lift et kort eller LO fra pinterest
15: Brug chipboard

10 blev nået og det betragtes som en god start :-)

 
Januar bød også på en ny frisure, som jeg er rigtig glad for. Jeg stryger altid håret om bag det ene øre, når jeg slapper af, og jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne blive klippet i en frisure, hvor det altid skal være sådan.

Februars liste ser således ud:

  1. Scrappe forside til project life 2015
  2. Scrappe uge 2 i project life
  3. Scrappe uge 3 i project life
  4. Scrappe uge 4 i project life
  5. Bruge et stickers ark op
  6. Bruge 25 project life cards
  7. Bruge min fotoprinter mindst 2 gange
  8. Skrive 3 blogindlæg
  9. Tage hul på 5 ark 6x6 papir
  10. Bruge mindst 1 af mine nyindkøbte brugte Magnoliastempler
  11. Tage minimum 10 fotos med mit rigtige kamera
  12. Redigere fotos i minimum 1 time
  13. Embosse med varmepistolen
  14. Lave 1 12x12 LO
  15. Tage på blogrundfart - hvor mon I alle sammen er nu om stunder?



Vi har gang i en del gør det selv projekter herhjemme. Her er Henrik ved at tage tæppet af ovenpå inden gulvsliberen kom forbi. Det er dejligt at prøve kræfter med så meget nyt.

Håber, at du har en dejlig dag
Ragna Iversen

tirsdag den 20. januar 2015

Hej piger :-)

Jeg har besluttet, at 2015 skal være et krea år, og jeg håber, at I vil følge med. Måske bliver der en ny blog ..... nu må vi se.

I hvert fald sad jeg og kiggede tilbage på bloggen i dag, og jeg opdagede, at jeg i en lang periode lavede en liste på 30 ting, som jeg gerne ville nå i løbet af en måned. Det kunne være produkter, som jeg gerne ville bruge, arrangementer, jeg gerne ville til osv. Og nu kommer listerne igen. Dog i kortere form. Jeg kan nemlig huske, at de inspirerede mig rigtigt meget. En fed markering betyder, at det er opnået.

Januars liste 2015 ser sådan her ud :-)

1: Bruge min fotoprinter 5 gange (brugt 3 gange nu)
2: Scrappe sammen med andre 3 gange (gjort 1 gang)
3: Købe noget brugt
4: Udgive 3 blogindlæg
5: Scrappe project life uge 1
6: Scrappe project life uge 2
7: Scrappe project life uge 3
8: Tage fotos af mindst 10 forskellige ting/begivenheder
9: Farvelægge 5 stempeltryk (3 er påbegyndt)
10: Sælge minimum 1 kort på markedet i Borris
11: Bruge 10 forskellige rester
12: Brug minimum 3 aftener i scraprummet i kælderen - vær kreativ
13: Bruge et stempelsæt, som jeg endnu ikke har brugt
14: Lift et kort eller LO fra pinterest
15: Brug chipboard

Et lille pip fra mig :-)
Ragna

torsdag den 7. november 2013

Lidt om 2013 og ønsker for 2014

Hej piger - hvis I da er der endnu?

Jeg forlod jer uden varsel i sommeren 2012 og det hele gik i sort for jer, da forum fra dag til dag lukkede uden at Marianne og jeg kunne gøre noget. De af jer, der kender mig godt ved, hvad livet har budt mig, Benjamin og Phillip i det forgangne år. Jeg vil ikke trætte jer med detaljer men kan bare sige, at ting som indlæggelser, krisecenter for voldsramte kvinder, statsforvaltning, advokater, flugt, flyttekasser, boligskift, chikane, fogedret, ankestyrelser osv. er blevet en del af det daglige ordforråd, der beskriver min og drengenes dagligdag.

Men 2013 blev også året, hvor jeg mødte kærligheden. Min nye kæreste hedder Henrik og efter over et halvt års bekendtskab er vi så småt begyndt at introducere Henrik for drengene. Det blev året, hvor jeg lærte at skille fårene fra bukkene. Året hvor jeg lærte, at blod ikke altid er tykkere end vand. Jeg er dybt taknemmelig over den varme og kærlighed min onkel Bo og tante Marianne har vist mig sammen med deres tre børn og deres kærester. Ud over dem er Benjamin og Phillip og de mange venner, der i sandhed har vist deres værdi i 2013 min nye familie, og uden mine skønne kollegaer på Kirkeskolen i Skjern, var jeg aldrig kommet igennem det her år.

Hver dag er et underligt mix af glæde og kamp, men jeg begynder af fornemme, at tingene går i den rigtige retning. Skridtene er langsomme, men det går mere fremad end tilbage. Det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg er så småt begyndt at scrappe igen, og Henrik er ved at lave et skønt scrapværelse til mig i den nye lejlighed.

Jeg regner derfor med at vende tilbage :-)

Ragna
P.s. info om mig og mit liv må rettes til i profilen senere.

mandag den 23. april 2012

En papkasse fuld af affald


Sådan føler jeg, at min verden ser ud lige nu. Den er fyldt op med arbejdsmæssige opgaver, der skal løses, og uanset, hvor meget jeg arbejder, så synes jeg aldrig at komme til bunds i det. Jeg knokler løs med SKAL opgaver, der hellere skulle være løst i går end i dag, og har så travlt med det, at de opgaver der normalt bare bliver løst, ikke gør det. De hober sig altså også op sammen med den dårlige samvittighed. Jeg har glemt aftaler, dobbeltbooket mig selv og min familie ud, glemt at betale regninger til folk, jeg ikke længere kan huske hvem er, taget fejl af ugedage og brugt ikke anerkendende kommunikation overfor både mand og børn - uden nogen egentlig grund. Jeg forstår ikke, hvor april blev af. Den var egenligt fyldt med gode oplevelser, fødselsdage i massevis og en lang påskeferie. Jeg burde føle glæde over min skønne familie og de stunder vi har haft sammen, men det eneste jeg kan mærke er utilstrækkeligheden! Jeg har mest af alt lyst til at være alene på ubestemt tid....

Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg åbende TSC sidst - var det på min egen eller Phillips fødselsdag? Hvad skrev jeg egentligt om, og hvad lå der i min indbakke? Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg savner jer piger - for det ved jeg jo, at jeg gør. Men lige pt. kan jeg ikke mærke det.

Men bare rolig, jeg popper op som en trold af en æske lige om lidt, og så har I mig tilbage på fuld tid.

Ragna Iversen

søndag den 1. april 2012

Svensk cybercrop

Jeg har deltaget med dette bidrag til et svensk cybercrop, og sørme om ikke de valgte at vise det frem på deres blog. Kortet var et dåbskort til min skønne lille niece Laura.

Sommerfuglene basker rundt i min mave i dag. I morgen starter mit første onlinekursus på TSC. Det heddder: "Fra mave til lagkage" og handler om at scrappe hverdagsfotos af dit barn fra 0-1 år. Det er ikke en barnets bog, men resultatet af, at jeg gerne ville scrappe Benjamins babyfotos, som blev taget længe før, jeg begyndte at scrappe. Jeg er blevet rigtig glad for min mappe, og håber andre også kan blive inspireret af det. Kurset er naturligvis gratis for alle betalende medlemmer af TSC. Hvis du ikke er betalende medlem, så koster det 120 kroner - men så får du også alle tidligere kurser på TSC med i prisen + de mange andre medlemsfordele.

Rigtig god søndag til jer alle
Ragna Iversen

mandag den 5. marts 2012

Indkøb fra i lørdags

Det er meget længe siden jeg har blogget - er gået lidt død i det, fordi der er så mange problemer med kommentarerne. Men jeg synes da ikke I skulle snydes for de mange lækre ting, jeg købte i lørdags :-) Jeg har ikke helt tjek på, hvor mange penge der var i kortkassen fra mine solgte kort - men jeg kan se på mine indkøb, at jeg har brugt omkring 3000 - og jeg havde penge med hjem igen :-)

Hvornår jeg får tid til at lege med det, ved jeg ikke. Det er tid til skole-hjemsamtaler de næste uger.

Ragna Iversen